Tandkød

Dine tænder er omgivet af tandkød for at dække og beskytte din kæbeknogle og tandrødder. Tandkødet er det lyserøde væv, der omslutter dine tænder. Det er vigtigt at behandle tandkødet ordentligt, da det ikke vokser frem igen.

Redigér Slet

Et sundt tandkød er kendetegnet ved at være lyserødt og svagt nubret i overfladen. Tandkødet skal sidde stramt og tæt til tænderne og have fine spidser mellem tænderne. Yderligere er et sundt tandkød karakteriseret ved ikke at bløde, når du børster tænder eller bruger tandstikkere, tandtråd eller interdentalbørster.

Et sundt tandkød opretholdes ved at sørge for en god mundhygiejne. En god mundhygiejne er, hvor bakterier og belægninger fjernes ved hjælp af tandbørstning og rensning af mellemrummene mellem tænderne. Du kan læse mere om god mundhygiejne her.

Redigér Slet

Bløder dit tandkød, når du f.eks. børster tænder, renser dine tænder eller spiser hårde genstande? Blødningen er et signal om tandkødsbetændelse. Ofte er betændelsen opstået som følge af bakterier og madrester, der gennem en længere periode ikke er blevet fjernet i området. I nogle tilfælde skyldes et blødende tandkød enkelte medicinpræparater. Yderligere giver hormonelle forandringer en øget risikofaktor for blødende tandkød, derfor oplever kvinder under en graviditet eller ved brug af P-piller ofte et mere blødende tandkød end normalt.

Tandkødet vil holde op med at bløde igen, hvis der opretholdes en god mundhygiejne - hvilket ses tydeligt 2-3 uger efter forbedringen af hygiejnen. Hvis ikke du oplever en forandring efter disse uger, bør du kontakte din tandlæge for en undersøgelse. Ofte vil tandlægen give dig en behandling i form af tandrensning og instruktion i god mundhygiejne.

Hvis plak og tandsten ikke fjernes, eller betændelsen ikke behandles, kan tandkødsbetændelse udvikle sig til parodontose, hvilket er en alvorlig tandkødssygdom. 

Redigér Slet

Nær tandkødsranden sidder tandhalsen, som er overgangen mellem tandens krone og rod. Tandkødets formål er at beskytte tandhalse og tandrødderne, så de ikke udsættes for påvirkninger fra udefrakommende faktorer.

Redigér Slet

Tandhalsen befinder sig imellem kronen og roden. Tandens krone er beskyttet af emalje, og roden beskyttes af både tandkødet og rodcement. Tandens krone og rod er dækket af hhv. emalje, rodcement og tandkød for at beskytte tandnerven (pulpa). I tilfælde af at tandkødet trækker sig tilbage, vil rodens øverste del ikke længere være beskyttet af tandkød. Tandhalsen bliver dermed blottet.

For en kort periode vil roden dog være beskyttet af det tynde lag rodcement, men rodcementen vil hurtig slides af, da den ikke er særlig hård. Når rodcementet er blevet slidt af, vil der være åbne kanaler ind til tandnerven (pulpa), som kan reagere i form af smerteimpulser (isninger).

Får du blottede tandhalse, skal der opretholdes en god mundhygiejne, så bakterier og madrester ikke ophober sig på tandhalsens overflade. Endvidere er det vigtigt at undgå yderligere skade på blottede tandhalse, da tandkødet ikke vokser frem igen. De fleste behandlinger vil derfor rette sig mod at få lukket disse åbne kanaler eller dække dem af, så der ikke længere er adgang til den inderste del af tanden. Denne behandling kan være mundskylning/lak med fluor eller en plastfyldning.

Redigér Slet

Ofte er øget tandfølsomhed et symptom på blottede tandhalse. Da tandbenet ikke mere dækkes af tandkødet, er der åbne kanaler ind til tandens nerve, som så reagerer i form af smerte på disse impulser.

Tandfølsomhed kaldes også isninger og giver en kortvarig, skarp smerte fremkaldt især af kolde og varme samt søde og syreholdige føde- og drikkevarer og kold luft.

Der opleves dog ikke nødvendigvis symptomer ved blottede tandhalse. 

Redigér Slet

Der kan være forskellige årsager til, at tandhalsene er blevet blottet:

  • Tandbørstning: Oftest er blottede tandhalse et resultat af en forkert tandbørsteteknik. Det ses typisk, at der er blevet børstet med for store bevægelser på tværs af tandrækken. Læs mere om den rigtige tandbørsteteknik her. I andre tilfælde er en hård tandbørste eller tandpasta med for meget slibemiddel blevet anvendt. Det vil ofte dreje sig om blottede tandhalse på kind- og hjørnetænder. Hvis du f.eks. kan klikke med en negl i en lille fure i tanden ved tandkødskanten, er det sandsynligvis en slibeskade.
  • Tandreguleringsapparatur: Tandkødet kan være trukket tilbage fra tænderne især underkæbefronten hos patienter, efter de har fået foretaget tandregulering med faste bøjler. Det skyldes ikke kun apparaturets tilstedeværelse, men også at det kan være svært at få børstet tænderne grundigt, når der er fast apparatur på dem.
  • Tandkødsbetændelse: Blottede tandhalse kan også opstå, hvis der har været betændelsestilstande i tandkødet. Dette forhold vil få tandkødet til at trække sig tilbage.
  • Parodontose: Parodontose er en videreudvikling af tandkødsbetændelse, hvorved knoglen, som holder tænderne fast, nedbrydes. Ofte skal noget af tandkødet fjernes for at stoppe sygdommen, hvilket medfører mere synlige rødder i tandsættet. Tandkødet vil i takt med knoglenedbrydelsen trække sig tilbage.
  • Tunge- og læbepiercing: Piercinger slider tandkødet bort, derfor kan disse medføre blottede tandhalse. Ofte medfører en læbepiercing en tilbagetrækning af tandkødet på ydersiden af fortænderne, mens en tungepiercing får tandkødet til at trække sig tilbage på indersiden i underkæbens fortænder.

Det er almindeligt, at tilstedeværelsen af blottede tandhalse øges med alderen.

Redigér Slet

For at afhjælpe gener ved de blottede tandhalse er der følgende faktorer, du kan tage højde for:

  • Anvend den rigtige tandbørsteteknik. Læs mere her. Få evt. en tandlæge/tandplejer til at give dig en grundig instruktion i at børste tænderne mest hensigtsmæssigt.
  • Undgå tandbørster, der er for hårde. Læs mere her om valg af den rigtige tandbørste her.
  • Undgå tandpasta, der indeholder meget slibemiddel. Læs mere her om valg af den rigtige tandpasta her.
  • Undgå tunge- og læbepiercinger.
  • Påfør tandpasta med fluor på den blottede tandhals med en finger og lad det sidde så længe som muligt. Der eksisterer også nye tandpastaer med arginin og calciumkarbonat, som lindrer symptomer og have en langvarig positiv virkning ved daglig brug.
  • Få lakeret de blottede tandhalse med fluorlak hos tandlægen. Lakken slides af med tiden, derfor er det nødvendigt at gentage behandlingen.
  • Få lavet en plastfyldning i de dybe furer for at beskytte mod yderligere slid.
  • For at fjerne smerten kan det i de værste tilfælde være nødvendigt med en rodbehandling.
  • En krone på tanden kan være nødvendig for at fjerne smerten.
  • En tandkødstransplantation hos tandlæge eller specialist kan også være en løsning for at dække den blottede tandhals.
Redigér Slet

Der findes tre former for blister:

  • Små blister: De små blister er ofte 2-3 mm i diamater og ovalformet. De er karakteriseret ved at være hvide i midten, og de tager typisk 1-2 uger at hele. Derudover heler de uden dannelse af ar. De små blister er ufarlige og er de mest almindeligt forekommende. Billedet illustrerer en lille blist i undermunden.
  • Store blister: De store blister er over 12 mm i diameter. De er kendetegnet ved uregelmæssige kanter og ses mere sjældent end de små. Ofte vil de store blister efterlade ar efter helingsperioden på 3-6  uger. Typisk er de store blister mere smertefulde end de små.
  • Herpetiforme blister (flere blister i grupper eller klynger): Størrelsen på herpetiforme blister er ofte mellem 1-3 mm i diameter. Disse er også kendetegnet ved uregelmæssige kanter, men de opstår som regel i grupper på 10-100 blister. De heler uden dannelse af ar og typisk varer helingen 7-10 dage.
Redigér Slet

Ofte oplever folk en prikkende, kildende, kløende eller brændende fornemmelse på et område i munden i 1-2 dage, før blisten bryder frem. Dannelsen af blister vil ofte opstå på indersiden af mundens slimhinde:

  • På gummerne.
  • Undersiden af eller under tungen.
  • På indersiden af læberne.
Redigér Slet

Blister kan forårsages af mange forskellige faktorer. Ofte fremkommer blister, hvis du har beskadiget dit væv som f.eks. ved at have bidt dig i kinden. Det kan f.eks. også skyldes stress, traume, allergier eller mangel på vigtige vitaminer og jern, der kan gøre dig modtagelig. Der er også visse fødevarer, som kan udløse tilstedeværelsen af blister i munden. Det er ofte frugter, tomater, stærk ost, nødder og chokolade.

Forekomsten af blister er arvelig, hvorfor du højst sandsynligt vil opleve at få blister, hvis dine forældre har haft mundsår. 

Redigér Slet

Blister er et almindeligt mundsår, som ofte er ganske ufarlig. Dog bør du kontakte din tandlæge, hvis du oplever følgende:

  • Har blister mere end 3 gange årligt.
  • Tilbagevendende blister.
  • At dine blister ikke er forsvundet i løbet af 2-3 uger.
  • Vanskeligheder ved at spise eller drikke.
  • Skarpe kanter i tandsættet, som forårsager blister. Det kan også f.eks. være dårlig tilpasset gebis, tandbøjler og knækket tand, der forårsager blisterne.
  • Diarre eller feber samtidig med blister eller en anden form for sygdomsfølelse.
  • Smerter, du ikke kan lindre ved håndkøbspræparater.
  • Blister på læberne.
Redigér Slet

Der en række håndskøbspræparater, som kan købes for at få en midlertidig lindring af smerterne forårsaget af blisterne. Disse midler kan anvendes til at bedøve eller desinficere mundsåret, så helingen fremskyndes. Dog forhindrer præparaterne ikke nye udbrud, men lindrer kun smerte og ubehag.

Du bør ikke bruge tandpasta med natriumaurylsulfat (SLS) som skummemiddel, hvis du får blister i munden.

Redigér Slet